Jeg går ned af de brostensbelagte stræder på vej mod maleren Christian Mølsteds museum. Der er få mennesker i gaderne, og det føles som om, jeg har Dragørs gamle by for mig selv.
Da jeg finder museet, ser jeg, at det ligger side om side med huset, hvor Mølsted blev født og døde. Det er to små charmerende gule bygninger og museet har til huse i hans gamle atelier.
Atelieret er ikke særlig stort, og består kun af et enkelt rum, men væggene er fyldt med malerier. Der står et staffeli i midten af rummet ved siden af et stort billede af Mølsted og hans kone, Ingine.
Mølsted var marinemaler, inspireret af Dragør som søfartsby, og der er malerier af skibe, der sejler ud mod en violet horisont, af store skibsslag og af gæs, der bliver sejlet fra Saltholm, men der er også et par malerier af Dragørs gader.
Det er næsten 100 år siden Christian Mølsted døde, men når man besøger museet, er det ikke svært at forestille sig ham stå foran sit staffeli eller sidde på havnen og spejde ud over vandet.
Jeg forlader det fine gule hus og går hen til Strandstræde, som var en af de gader Mølsted malede, tager et par billeder og går ned mod vandet og gåserepublikken på jagt efter flere Mølstedinspirerede motiver.
コメント