top of page

Historiker og journalist

Majken Astrup

Majken Astrup historiker og journalist

I 2013 flyttede jeg med min kæreste og to børn fra Frederiksberg til Amager. Jeg anede intet om øen før jeg flyttede hertil, men blev hurtigt optaget af øens markante historie. Ikke mindst fordi jeg oplevede en meget håndgribelig modstand mod øen. Da jeg flyttede herud oplevede jeg at folk ikke helt vidste om de skulle lykønske mig med mit nye hjem, for Amager mente de jo ikke var særlig ophidsende. Nærmest lidt grim og kedelig. Provinsiel. Det pirrede min nysgerrighed og jeg begyndte at læse op på øens historie. Ikke mindst hele fortællingen om lorteøen. Jeg indså at Amager var meget mere end sit omdømme og besluttede sig for at fortælle øens historie på min egen måde: som en personlig historiefortælling.

Amager er en kontrastfyldt ø med storstilede byggeprojekter og spændende eksperimenter op igennem historien. Jeg blev paf over de mange skift og ændringer øen har været udsat for. Men jeg savnede den nemme og fortællende indgang til øens historie og tænkte at en podcast måske var løsningen. Jeg lytter selv meget til podcasts og elsker den personlige og ofte fabulerende stil.

Fotograf

Rikke Bianca Colburn

Rikke Colburn fotograf

Jeg har boet på Amager siden 2006, først ved Lergravsparken og siden i et villakvarter på Kongelundsvej.

Jeg flyttede hertil uden at kende så meget til Amager. Det var lejligheden og ikke området jeg forelskede mig i, men der gik ikke længe, før jeg faldt pladask for den særlige stemning, der er på Amager. Da jeg var på barsel med min søn i 2016 vandrede jeg øen tynd, mens han sov. Amager er en divers ø med meget forskelligartede områder. Der er gårde og landsbyidyl, en historisk fiskerby, tætbebyggede områder med højhuse, store grønne naturområder, strande, havne og en lufthavn. Der er meget at gå på opdagelse i, og jeg bliver stadig ved med at finde nye og spændende steder at fotografere. Og meget har ændret sig i de få år jeg har boet her. I starten var det meningen at jeg kun skulle tage et billede til hvert afsnit af podcasten, men så voksede projektet og billedsiden er blevet en stor del af projektet. 

Rikke er nu flyttet fra Amager til Orø. 

bottom of page