Der er ikke meget tilbage.
En cementsokkel med en rist i midten ligger hengemt lidt væk fra vejen, og hvis jeg ikke vidste, hvad jeg skulle lede efter, er jeg ikke sikker på, at jeg ville have opdaget den. Den gør ikke det store væsen af sig.
Nu, da jeg sidder på hug ved siden af soklen, sænker der sig en stilhed i mig, og jeg siger en lille bøn.
Stedet er nemlig resterne af et skur, der blev brugt til 30 henrettelser af landsforrædere, hvis forbrydelser var begået med en bevidst hensigt om at fremme tyske interesser mellem 1946 og 1950, hvor dødsstraffen kortvarigt blev genindført.
Henrettelserne blev udført at politifolk, og blev overvåget af fængselspersonale, en læge, en præst og en politikommandør, der sagde, at “henrettelserne fandt sted på vegne af det danske folk”.
Den, der skulle henrettes, blev bundet fast til bagvæggen, som blev udskiftet efterhånden, som den blev ødelagt af skudhuller, fik trukket en hætte over hovedet og fik sat et hvidt sigtemærke over hjertet. Når personen var død, blev skuret rengjort med vand fra voldgraven, og liget blev kørt direkte til krematoriet.
Alt dette kører igennem mit hoved, mens jeg kigger ned på risten. Der er stille. Det eneste jeg kan høre er et par fugles fløjten.
Jeg samler mine tanker og tager de billeder, jeg er der for at tage som fotograf for Stemmer fra Amar, slutter min bøn for de henrettede og for bødlerne, og går videre, i stilhed.