top of page
Forfatters billedeRikke Bianca Colburn

Lynetten

Det første jeg lægger mærke til, er mågerne. Luften er tyk af dem, deres kald og en sur, lidt rådden lugt. Foran mig ligger rækker af store kar fyldt med vand.


Jeg er taget ud på Lynetten, som er Danmarks største rensningsanlæg for spildevand. Her renses spildevandet for 1,2 mio. indbyggere og flere hundrede virksomheder.

Det er det, jeg kan lugte. Det urensede vand. I et af karrene syder og bobler det, mens bakterier arbejder på netop deres del af renseprocessen. I et andet kar er vandet brunt og grumset.


Vandet skal igennem flere rensetrin før lort og fedt og andet godt er sivet fra, og det til sidst ledes ud i Øresund og Køge bugt. Slammet bliver brændt og forsyner fjernvarmenettet med overskudsvarme og i rådnetanken bliver det organiske stof omdannet til biogas.

Det er næsten mørkt, da jeg kommer. Jeg bliver vist rundt af Jens Kjær Christensen, og vi skynder os, så jeg kan nå at få et par skud i kassen. Jeg skal til at læne mig ind over et metalgitter for at tage et billede, men Jens får hurtigt stoppet mig. ” Du må ikke røre noget. Her er møgbeskidt”, siger han. Jeg kigger ned på gitteret, og ser, at det er dækket af små brune klumper. ” Fotografer er et mærkeligt folkefærd” tilføjer han, og ryster let på hovedet.

Da vi er færdige, skal vi vaske hænder. Min jakke får også en tur, da jeg kommer hjem.

Comments


bottom of page